Ved Toldboden steg en Matros i Land
Hans Haar de vare saa hvide
Han havde ei seet sit F�dreland
I mange Herrens Tide
Han havde ei seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande
Ham Skj�bnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt borte til fremmede Lande
Der stod han da med Haanden i Barm
Og �iet saa m�rkt i Vrede
Og stirrede med vemodig Harm
Paa den tomme Svanerede
Da t�rrer han sig om Skj�gget brat
Mens Taaren paa Kinden br�nder
Han knuger den gamle, begede Hat
Imellem de sitrende H�nder
Hvor er I henne, store og smaa
I Havets st�rke Svaner?
Som smykkede her i Dammen Laae
Med Dannebrogs r�de Faner?
S�ger I end den gamle F�rd
Paa fjerne, fjendtlige kyster?
Viser I Fjenden, hvor stolt i b�r�
De egeplankede Bryster?
Nei! � I har glemt den gamle Sang
De danske, jublende Toner
Nu stemmer i op den Seiersklang
Der tordner fra Brittens Kanoner
